På basiskursus med forsvaret

Ved udgangen af Januar måned startede jeg på basis kursus på Jægersborg kaserne. Det var et led i klargøringen, nu hvor jeg har skrevet kontrakt med forsvaret som sygeplejerske ved den danske internationale brigade.

Ankom Søndag aften til kasernen og efter 5 timer i et tog var det kanon dejligt at der var natmad og så op og finde et godt værelse… dog kunne sengen godt være lidt bedre, men alt i alt er det et godt værelse.

Jeg vil ikke gå i detaljer med de enkelte dage men vi har i den første uge haft MEGET lange dage med undervisning fra kl. 8 til kl. 21. Vi er blevet undervist i en masse førstehjælp og det gælder ikke bare hjerte/lunge redning men alt lige fra blødende sår, store som små, forgiftninger m.m. og selvfølgelig alm. hjerte/lunge redning. Så har vi fået udleveret vores basis udrustning og har haft pistol træning samt blevet undervist i førstehjælp i forbindelse med kemisk eller radioaktiv katastrofer. Sidst på ugen har vi haft lidt om hvordan man kommunikere med en radio.

En ting som vi ikke kan klage over er forplejningen under opholdet… det har været helt fantastisk mad vi har fået hver dag. Jeg kan i flæng nævne : rejesalat med masser af  store rejer, mørbrad i fad, rødspætter med spinat, forskellige stege og masser af salat og frugt. Vi går ikke sultne i seng da der er både morgenmad, formiddags kaffe (med frugt), frokost, eftermiddags kaffe (med frugt og kage), aftensmad (to retter) , aften kaffe (med frugt) og tilslut natmad/frugt.

På holdet er der 9 polske læger som er blevet ansat af forsvaret. de har været igennem et langt forløb med intensiv dansk undervisning men de har brug for at lære det i en mere almindelig hverdag og det bære dagende præg af da der ind i mellem opstår misforståelser, men det bliver bedre. Det var jo lidt sjovt at Danmark skulle spille håndbold mod Polen så det måtte vi lave til et fælles arrangement og fik fri torsdag aften så vi alle kunne gå i auditoriet og se kampen sammen… det var rigtig godt og hyggeligt.

Skriv et svar